Køreaften 7. april – med garagemøde

Køreaften 7. april – med garagemøde.

På en smuk forårsaften havde Henning og Erik sat afd. Midtsjælland og andre interesserede stævne på rastepladsen på Lindenborgvej til årets første køreaften.
18 friske, ungdommelige fyre med lyst hår mødte op og slog vinterkulden af kroppen, mens der blev udvekslet oplevelser fra den lange vinter.

Kort før kl. 19 – solen endnu stod forholdsvis højt på himlen, men temperaturen var vel kun en 5-6 grader – brød vi op, og Henning førte os ud på en smuk rute på ca. 40 km.

Mens motorens brummen, dækkenes sang mod asfalten og duften af de forankørende MC’ers varme olie og udstødningsgasser bragte minder fra tidligere sæsoners veteranløb frem og skabte forventninger om en foranstående lang og spændende sæson, passerede vi Lejre St., Kirke Syv, Ramsømagle, Vindinge og Hedehusene, inden vi nåede frem til Anni og Frede West i Soderup.

Her blev vi trakteret med dejlig, varm kaffe og hjemmebragte småkager, mens vi gik rundt og kiggede på den imponerende samling af veteranmotorcykler og –biler.

Efter at have genvundet varmen i krop og fingre brød de fleste op, mens solen kastede sine sidste stråler på en smuk forårshimmel.

Tak til Henning og Erik for et godt initiativ og til Anni og Frede for deres varme velkomst og gæstfrihed.

Torben Seierø 1788

Se flere køreaften arrangementer her

X