Af: Ole Jensen, sekretær i DVM

I foråret 2014 talte vores medlem Egon Eriksen, Brønderslev og undertegnede sammen om løst og fast på gamle motorcykler.

Vi var enige om at der kan hentes hjælp i gamle artikler i tidligere numre af Veteranen. Egon nævner så, at han bruger indholdsfortegnelsen der blev udgivet i 1998, når han søger oplysninger i de gamle blade.

Det kunne være godt med et register frem til i dag, siger han så.
Jeg undviger lidt, ved at sige at det kniber med tiden, men hvis der er mulighed for at finde et medlem, som har mod på at skrive det ind på en pc, er jeg sikker på, at det vil blive godt modtaget.

Vi siger så pænt farvel, men Egon må have tænkt lidt længere, for senere ringer han tilbage. Hvis DVM er interesseret i at få opdateret indholdsfortegnelsen, så har jeg en god ven, som gerne vil påtage sig det arbejde.

Det er Arnold Jensen, Frederikshavn, som Egon i mellemtiden har talt med. Arnold går efter aftale i gang med at registrere alle numrene af Veteranen siden sidste udgivelse af indholdsfortegnelsen i 1998.

Da Arnold har fuldendt arbejdet, kontakter han Lars Sørensen, Mariager. Lars og Arnold har tidligere talt sammen om projektet. Lars har selv registreret den tidligere indholdsfortegnelse på sin pc. Den dækker fra 1976 til 98 og er udarbejdet af Torben Juul Hansen og Leif Obbekær Hansen.

Lars kører så begge registre sammen. Det vil sige, at vi nu har en indholdsfortegnelse over Veteranen fra 1976 til 2014.

Det er alles håb, at registret vil blive brugt, netop fordi der bl.a. er mange gode artikler om gammel teknik, der er skrevet af folk med erfaring og viden om de cykler, vi kører løb på.

En stor tak fra DVM til Arnold Jensen, Lars Sørensen og Egon Eriksen og øvrige involverede.

Hvis du mangler artikler så har vi et lager af medlemsblade til salg.
Kontakt:
Ole Jensen, Gørslev
Tlf. 56879420.
Mail: ole.jensen@dvm.dk

 

Hent indholdsfortegnelse som PDF -> her

Hent indholdsfortegnelse som Excel regneark -> her

Vejledning: Sådan søger du i indholdfortegnelsen

X