Eigil Sørensen har indsendt nedenstående tak, som hermed viderebringes.

Klubbens kammeratskabsorden ved Egeskovløbet kaldet “Egeskovtøjret”, er siden løbets start i 1968, blevet overdraget fra medlem til medlem efter løbet under festen lørdag aften. Den som har haft det siden sidste løb, udvælger det medlem, som han/hun mener fortjener det.

I år var det så mig, som blev udvalgt.

Min forbavselse var stor!
Når jeg se tilbage på de tidligere indehavere, der typisk har kørt det løb adskillige gange i modsætning til mig, der ikke har kørt et eneste Egeskovløb, anså jeg slet ikke mig, som en mulig kandidat til den ærefulde status.
Hvad er egentlig baggrunden ?
En gammel motorcykel er den egentlige baggrund for meget af det, som jeg gennem de seneste halve snes år har oplevet. Så min Wanderer årgang 1914, er den første og nok den væsentligste.
Den næste er, at motorcyklen er den egentlige grund til, at jeg blev medlem i DVM i ?.
Mange af DVM’s medlemmer har gennem de efterfølgende ca. 10 år, hjulpet mig med at få den gamle maskine ud at køre på landevejene efter at den har stået stille i 80 år.

Motorcyklen er også årsag til, at jeg ved et møde på Fyn i 2008, tilbød at hjælpe med at arrangere Egeskovløbet, selv om jeg slet ikke kendte noget til det, ud over hvad jeg kunne læse mig til. Det blev starten på de følgende 10 begivenhedsrige år med mange gode og uforglemmelige oplevelser.
Derefter er det alle de personer, som i de 10 år, hvor jeg havde opgaven med at arrangere Egeskovløbet, har været en uvurderlig hjælp. Uden deres hjælp og medvirken havde jeg ikke været i denne situation, hvor der var en, som syntes, at jeg havde fortjent at få den hædersbevisning, som det jo er at få tildelt ”Egeskovtøjret”.

Der er mange at sige tak til !

Eigil Sørensen, 23-09-2018

X