Skagenløbet
der er DVM’s største arrangement, afvikles hvert år med start Kristi Himmelfartsdag. Ved ulige årstal køres der fra Skagen mod København og ved lige årstal fra København, med Skagen som mål.
Løbsdistancen er fra 500-700 km. og de gennemkøres i løbet af tre dage. Løbet køres som et Orienterings- og pålidelighedsløb, der bliver ved start udleveret kort for dagens etape. Deltagerne skal så finde den korteste rute mellem de på kortet indtegnede cirkler. På ruten er der kontroller i form af klippekontroller, åben- og hemmelige tidskontroller. Deltager skal gennemføre ruten med den gennemsnitshastighed der er skrevet på kortet, normalt 30 km/h. Vinderen er den deltager med færrest strafpoint. Antallet af deltagere ligger mellem 120 til 170 motorcykler.
Motorcyklerne i dette løb skal være fabrikeret før 31/12 1934, der køres i fem klasser, nemlig:
Klasse 1: Alle remtrækker. Alle 1 cylindrede motorcykler til og med 1920. Alle 2- og flercylindrede motorcykler indtil 500ccm til og med 1920. Alle motorcykler under 300 ccm til og med 1925. Solo eller med observatør.
Klasse 2: Motorcykler til og med årgang 1929, der ikke er omfattet af klasse 1
Klasse 3:Motorcykler fra 1930 til og med 1934.
Klasse 4: Motorcykler med observatør, til og med 1934.
Klasse 5:Alle motorcykler med speedometer. (Hvis dette afdækkes kører man i en af de andre klasser)
Følgende er normalt inkluderet i startpengene:
Rallyplade, Plakette, program, formiddagskaffe, frokost, eftermiddagskaffe og aftensmad alle tre dage. Overnatning torsdag til fredag samt fredag til lørdag. Begge dage i 2- 3- eller 4- mandsværelser.
Jyllandsløbet
afvikles i Juni eller Juli. For at tilgodese alle medlemmer afvikles dette arrangement på skift mellem Nord-, Midt- og Sydjylland. Som regel er det et weekend arrangement, hvor der tilbydes overnatningsmulighed til deltagerne, dette er dog ikke inkluderet i startpengene. Der deltager mellem 60 og 100 motorcykler.
Motorcyklerne i dette løb skal være fabrikeret før 31/12 1939 og det afvikles normalt på samme måde som Skagenløbet.
Følgende er normalt inkluderet i startpengene:
Rallyplade, Plakette, program, formiddagskaffe, frokost, eftermiddagskaffe og aftensmad på løbsdagen.
Fladtankerløbet
afvikles sidst i Juni og omfatter motorcykler fremstillet før 31/12 1927. Løbet laves på skift rundt i landet og placeres således, at basen for løbet kan være en campingplads. Dette løb køres efter de såkaldte internationale tegn, det vil sige at ruten er mærket af, således at deltagerne ikke skal læse kort. Tegnene er en trekant for ligeud, en cirkel for drej til højre og en firkant for drej til venstre. Antallet af motorcykler er mellem 40-60.
Følgende er normalt inkluderet i startpenge:
Rallyplade, Plakette, program
Egeskovløbet
Løbet køres i August og som navnet siger, danner Egeskov Slot på Sydfyn rammen om løbet. Om søndagen afholdes der stumpemarked.
Klubbens kammeratskabs orden kaldet “Egeskovtøjret” bliver under festen lørdag aften overdraget fra medlem til medlem, efter indehaverens beslutning.
Motorcyklerne i dette løb skal være fabrikeret før 31/12 1939. Løbet bliver afviklet som en blanding af ”tegn” og ”kort”, se henholdsvis Fladtanker- og Skagenløbet. Antallet af deltagere ca. 100 til 150 motorcykler.
Følgende er normalt inkluderet i startpengene:
Rallyplade, Plakette, program, og frokost på løbet. Aftensmad på løbsdagen og camping tilkøbes.
Løvfaldsløbet
Som navnet antyder, er dette årets sidste officielle løb. Det køres på Sjælland i september. Da løbet køres i september kan det måske være lidt koldt,men vi har oftest smukt sensommervejr. Løbet er meget hyggeligt, og der er tradition for, at alle er indkvarteret samme sted, oftest på vandrehjem el. lignende. Motorcyklerne i dette løb skal være fabrikeret før 31/12 1939. Løbet er et to dages løb, hvor der køres efter kort begge dage. Antallet af deltagere er mellem 45 –75 motorcykler.
Følgende er normalt inkluderet i startpenge:
Rallyplade, Plakette, program, formiddagskaffe, frokost, eftermiddagskaffe og aftensmad om lørdagen samt morgenmad og frokost om søndagen. Desuden er overnatning inkluderet, oftest på 2-4 mands værelser.
Hvem kan deltage i løbene?
Det kan medlemmer af DVM samt udlændinge, der opfylder følgende krav:
Gyldigt kørekort til motorcykel
Bruger/ejer af en motorcykel der opfylder løbsreglementets betingelser for de enkelte løb. Se dette.