Det første Skagensløb i 1913, af Carl Hølzer.
Denne artikel er tidligere bragt i Veteranen.
Deltagerne forlader startstedet, Frederiksberg Slotsplads, og begiver sig mod Skagen, billedet er fra starten i 1914.
Det første Skagens-løb 1913 vil sikkert stå som det interessanteste og mærkeligste løb for datidens motorsportsmænd, fordi man kun var vant til at køre forholdsvis korte pålidelighedsløb på højst 3-400 km. og nu pludselig skulle til at deltage i et løb på ca. 1000 km.
Man må jo heller ikke glemme, hvad det var for motorcykler, der blev anvendt til dette og lignende krævende løb. Det var et minimum af de gængse maskiner, der var forsynet med gear og kobling, hvilket også manglede på den 3 hk “Wanderer” – maskine, jeg deltog med, så jeg blev fra mange sider frarådet at deltage, da det nærmest blev betragtet som en umulighed at køre gennem den berømte eller snarere berygtede sandstrækning fra Aalbæk til Skagen uden disse moderne tekniske indretninger på maskinen, men disse råd animerede mig blot endnu mere, og lørdag den 9.august 1913 indfandt jeg mig sammen med ca. 70 andre dristige motorkørere i Frederiksberg Slotsgård.
Det var et uforglemmeligt og imponerende syn at se alle disse maskiner efterhånden blive stillet op på række, – alle deltagerne i fantastiske dragter med briller og øreklapper og med kæmpemæssige numre på ryggen. Og hvilket spektakel. Mindst 20-30 maskiner blev prøvet samtidig – fri udblæsning over det hele, og stadig ankom nye deltagere, udstødende signaler fra de mest forskelligartede horn, skralder, sirener og fløjter.
Nå, endelig begyndte Falck at knalde med startpistolen, filmfotograferne drejede på kukkasserne, og vi for ud gennem slots porten ud på landevejen hilst af en stor tilskuerskare, der for de flestes vedkommende rystede på hovedet af os gale mennesker, der troede om os selv, at vi kunne køre hele Danmark igennem frem og tilbage på 1½ døgn.
Til Korsør gik det for mit, som for de flestes vedkommende glat. Jeg nåede Korsør ca. tre kvarter før færgens afgang, og da det var tilladt at tage med en evt. tidligere færge, forhørte jeg mig straks hos togpersonalet, om der afgik nogen før den bestilte ekstrafærge til løbsdeltagerne. Jeg fik oplysning om, at der gik en færge ca. et kvarter før, og jeg tillige med 4-5 andre snedige “Wanderer” kørere trak ganske stille ombord i denne færge og morede os rigtigt til at komme først til Fyn, hvilket jo ville være en stor fordel. Men, om forladelse – i sidste øjeblik blev der givet ordre til, at ekstrafærgen skulle afgå først, og der stod vi og gemte vore lange ansigter, for at ingen skulle se os og grine ad os oven i købet.
Nå, vi trøstede os med et ekstra godt foder, hvilket det vist kneb med på den anden færge, og tog en ekstra snaps for at drukne sorgen.
Et kvarter efter den anden færge nåede vi Nyborg og satte straks efter de andre, og jeg nåede at overhale en 30-40 stykker, inden jeg kom til Middelfart, kom pr. motorbåd over til Snoghøj og for videre.
Inde i Skanderborg havde jeg mit første uheld en stor brådde tværs gennem bagringen – fik forholdsvis hurtigt sat to lapper på – udmærket assisteret af grosserer Sass, der ivrigt spurgte efter sin broder, der også deltog i løbet – og videre, men inden jeg nåede Århus, havde jeg endnu en punktering på bagringen. Jeg lappede, men efter at have kørt en kilometer, havde jeg ingen luft i ringen – ud med slangen – kunne ikke finde nogen utæthed – ind igen – og var i godt humør, men kunne jeg nå Århus ved at pumpe, kunne jeg jo blive hjulpet der, men så holdt den pludselig luften. Imidlertid var jeg jo blevet passeret af mange, og da jeg nåede Århus, var der et frygteligt virvar, 30-40 biler og motorcykler var her samlet og skulle have benzin og olie samt flere andre fornødenheder – alle hylede og skreg og ville have først og jeg hylede med efter bedste evne.
Endelig var jeg klar til at starte videre nordpå, så tabte jeg et dæksel til karburatoren, og det tog mig 20 minutter at finde det igen – videre Randers, Hobro – stadig går maskinen glimrende, og jeg passerer mange, igennem Rold Skov og Rebild Bakker følges jeg med Chr. Walter og Poul Bjørn Petersen fra Holbæk, og vi ankom samtidig til Ålborg, hvor Poul Bjørn og jeg ramler samen uden dog at komme noget til.
Så videre, men det var nu blevet så sent, at min beregning om at nå Skagen og straks vende og køre tilbage gennem sandet, medens det var lyst, blev umulig, og jeg var glad, blot jeg nåede Skagen inden mørkets frembrud.
Nord for Sæby møder jeg den tykke Bruun, der står og slår opgivende ud med armene – han var havareret.
I Frederikshavn farer en anden tyksak, som jeg dengang ikke kendte, uden om mig, og jeg efter ham.
Endelig når jeg sandet og bliver forfærdet. “Er det vejen til Skagen?” råbte jeg til nogle bønder, der stod inde på marken. “Javel, kil bare på,” svarede de og grinede, da jeg samtidig stod på hovedet i et sandhul – nå, op igen og videre, og det gentog sig mange gange på vejen til Skagen.
Imidlertid var en ny mand kommet op på siden af mig, Erik Schønberg, på en stor “Indian”. “Sæt stærkere fart på”, sagde han, og så grinede han også, for jeg så vist meget ynkelig ud på min lille maskine, jeg hvert øjeblik måtte løbe i gang.
Det var imidlertid blevet omtrent mørkt, men jeg var kommet godt i gang på en lille, smal sti langs med en grøft, lige foran mig kører tyksakken fra Frederikshavn, og jeg når op til ham, da vi hører signaler fra en bil, der kom imod. Den tykke, der viste sig at være Ove Bendixen, standsede op og lod motoren spille og anede ikke, jeg var bagved.
Jeg bander og har nu kun to udveje, enten at vælte til venstre ud foran bilen eller gå i grøften, – jeg valgte grøften. Bilen, der var Herslev Christensen, der var på tilbagevejen, standsede op, men jeg kunne klare mig selv, og kort efter var jeg ude af sandet – og kørte det sidste stykke gennem Skagen by og ud til badehoteller på Grenen, hvor jeg blev modtaget med oprigtig beundring af de allerede ankomne motorcyklister, der var kun fire, nemlig Chr. Walter og Erik Schønberg, begge på “Indian”, og Holger Nielsen og Ove Bendixen, begge på “Rudge Multi”.
I forhold til min maskine var disse fire både stærkere og forsynede med gear og kobling.
Der var stor begejstring for os alle på badehotellet, og hvor snavsede og usoignerede vi end var, så vi kun beundrende blikke fra de mange balklædte damer, der næppe så til den side, hvor deres kavalerer stod og betragtede os med misundelige øjne.
Jeg fik et par pilsnere, noget mad og varm kaffe og gjorde klar til at tage af sted igen.
Jeg var klar over, at det ville være ganske umuligt at forcere sandet om natten, men jeg ville dog køre så langt, som det lod sig gøre, og så vente til daggry for ved den første lysning at køre videre, og jeg regnede med, at øjnene snarere ville vænne sig til mørket, når jeg havde opholdt mig derude nogle timer.
Som tænkt, så gjort – og jeg fortrød det ikke.
Da jeg var kommet en lille kilometer ind i sandet, opgav jeg efter at være væltet flere gange. Jeg trak maskinen ind på marken og lagde mig på ryggen i lyngen og hørte Vesterhavet og Kattegat ,bruse hver på sin side af mig, Skagens fyr blinkede, og stadig hørte jeg motorstøj, og enkelte motorcykler og biler kom forbi i retningen mod Skagen.
En motorcykel med en stor lygte standsede pludselig op noget fra, hvor jeg lå – lygten slukkede, og jeg hørte længe ingen lyd. Anende en ulykke begav jeg mig af sted og fandt også en motorcykel liggende på vejen og en mand i grøften. Han levede dog, for jeg kunne tydeligt høre, at han jamrede sig. Jeg tog motorcyklen, en stor, tung NSU, rejste den og gav mig så i lag med manden.
Det var Richard W. Petersen, der havde slæbt dette uhyre af en motorcykel gennem sandet hertil, men kunne nu ikke mere. Jeg fik ham dog stablet op, og lidt efter var han kommet så meget til hægterne, at han kunne udøse en strøm af skældsord over Nervø, og hvis denne havde været til stede, er jeg ikke ganske sikker på, at han var kommet til at arrangere flere Skagensløb. – Nå, imidlertid da Richard får at vide, at der kun er en god kilometer, til vejen igen er farbar, travede han videre og nåede da også både til Skagen og tilbage igen.
Efter 4 timers venten i lyngen begyndte det endelig at lysne i Øst, og jeg fik trukket maskinen ud på vejen, men det var meget besværligt at komme igennem, uafbrudt væltede jeg, dels på vejen, dels ned i grøften, og de eneste oplivende momenter var, når jeg mødte nogen, og det var ikke så ganske få, der var på opvejen og med misundelige blikke så på mig lykkelige, der var på hjemvejen – jo, godmorgen – lidt efter ligger jeg igen i en grøft, der denne gang var usædvanlig dyb. Jeg arbejder og sveder som en lille hest for at få maskinen op på vejen igen og kom til at mindes Richard W’s udgydelser, som jeg nu ganske gør til mine, og jeg sværger højt og helligt på stedet, at dette Skagensløb skal være både det første og det sidste.
Nå, alting får en ende, og endelig glider jeg ud på en efter datiden prægtig landevej, det stykke fra Aalbæk til Frederikshavn, paradisisk dejligt efter at have gennemgået skærsildens pinsler på sandvejen til Skagen.
Uden andre genvordigheder, end at jeg faldt i søvn på motorcyklen et par gange mellem Sæby og Ålborg, og hvor jeg i øvrigt mødte den sidste motorcyklist, der var på vej til Skagen, nemlig Axel Ketner, nåede jeg Ålborg ca. klokken halv syv.
Umiddelbart efter mig kom Erik Schønberg, som jeg troede langt i forvejen, med en maskine, der med store reb var bundet sammen i alle ender og kanter. Jeg ville have ham med hen at drikke kaffe, men han havde ikke tid. “Jeg skal nå færgen klokken 13.30 i Nyborg”, sagde han. “Det skal jeg med”, svarede jeg og kørte hen på Hotel Phønix, hvor jeg fik en dejlig pilsner og en stor kop varm kaffe med wienerbrød til. Det kvikkede svært op, og klokken 7.00 var jeg igen klar til afgang og regnede nu ud, at jeg ved at holde 50 kilometers gennemsnitsfart ville være i Nyborg kl. 13.00. Der var så 20 minutter til overfarten ved Snoghøj. Det kunne nok gå.
Klokken 9.00 nåede jeg Århus efter at have passeret en haglbyge, der slog så hårdt, at mine læber blødte kraftigt, og klokken 11.00 var jeg i Snoghøj, hvor jeg i en motorbåd blev sat over sammen med entreprenør J.P. Hansen, der, guderne måtte vide hvorledes, lige var kommet dertil, også på en lille ”Wanderer”.
På Fyn gik min maskine ikke så godt, den forreste cylinder blev varm, og jeg måtte gentagne gange af for at sprøjte den med petroleum, men klokken 13.00, da jeg kun var én kilometer fra Nyborg, passerer jeg Erik Schønberg, der stod og lappede, og umiddelbart efter punkterer også jeg, mente dog ikke, der var tid til at lappe, men kørte på fælgen ind til byen, hvor et par drenge tjente en krone ved at trække motorcyklen ned til færgen, medens jeg selv i ro og mag spadserede ved siden af.
Da færgen afgik, var vi kun – foruden 7-8 biler – fire motorcykler, nemlig Chr. Walter, Ove Bendixen, Erik Schønberg og undertegnede, og vi var altså de eneste, der havde chance for at gennemføre løbet rettidigt i mål.
Ombord på færgen gav jeg mig straks i lag med at hale slangen ud af bagringen for at få lappet, så jeg kunne hvile det sidste stykke af sejlturen, men det viste sig umuligt at finde noget hul på slangen. Endelig blev jeg klar over, at det var en af lapperne fra Jylland, der ved varmen havde løsnet sig, og det var et ret vanskeligt stykke arbejde at få renset alt det gamle lapperi af og få anbragt en ny lap, så da jeg var færdig, sejlede vi ind til Korsør Havn, så jeg fik kun lige tid til at skylle en pilsner ned.
I Korsør blev vi modtaget af en jublende tilskuermængde, ja, det var der forresten overalt, også i Jylland og på Fyn.
Blandt tilskuerne i Korsør var ”Wanderer’s” repræsentant, grosserer Hans Lystrup, mødt op i en stor bil med flere mekanikere, og de var jo svært begejstret for mig og betragtede det nu, ligesom jeg selv, for en smal sag at nå ind til København på de 2½ time, der var nødvendig at overholde for at nå rettidigt i mål – men det skulle alligevel ikke gå.
Jeg passerede Slagelse som nummer 3 af de samtlige deltagere, men kort efter Sorø fik jeg en punktering. Jeg satte mig roligt ned, for nu vidste jeg jo, at hjælpen var nær, og lidt efter kom også Lystrup med sine folk – ud med slangen, der sad et ganske almindeligt søm, men da der i forvejen var flere lapper på slangen, som muligvis kunne få i sinde at løsne sig, gav Lystrup flot ordre til at klippe slangen over og lægge en ny i af dem, hvor man stikker enderne ind i hinanden.
Det var jo evigt dejligt, og 10 minutter efter dampede jeg af sted igen – 100 meter – knald! Slangen eksploderede – på’en igen – ny slange af sted – samme resultat, og en gang til – atter knald – det viste sig, at de nye slanger var en tomme for korte, så enderne sprang fra hinanden.
Så kom hele baghjulet til sidst af, og et nyt blev i en fart monteret, men jeg kunne dog indse på daværende tidspunkt, at jeg ville komme for sent i mål.
Jeg kilede dog så godt på, jeg kunne, men ved Ousted blev det et voldsomt haglvejr, og i Hedehusene var jernbane bommene nede, ved Glostrup gik der et tændrør, og da så jeg på uret, at tiden allerede var overskredet, inden jeg igen blev klar til at køre. Det var med sorg i hjertet, at jeg fortsatte mod København, men allerede før jeg nåede til Damhuskroen, var der tæt af tilskuere på begge sider af vejen, og resten af ruten blev et sandt triumftog, der hurtigt bortjog alle sørgelige tanker. Jeg følte mig som en hærfører, der vendte sejrende hjem fra et stort slag, tiljublet af befolkningen, og dette kulminerede, da jeg med en flot slutspurt tog Frederiksberg Bakke og standsede op foran Falck store lastbil, der fungerede som dommertribune – 25 minutter for sent i Mål.
Den hyldest, der her blev mig til del i form af jubelråb, blomster og lykønskninger, vil for mig altid stå som et af de kæreste minder, og da jeg dagen efter ved afslutningsfesten i Wivel fik overrakt automobil-grosserer-foreningens ærespræmie, tilbagekaldte jeg ganske stille det løfte, jeg gav mig selv, da jeg kæmpede oppe i sandet ved Skagen – og jeg har ikke fortrudt det.
