Af Peter Malmolin, tidligere bragt i Veteranen.
I årene umiddelbart efter århundredskiftet, hvor benzinmotoren for alvor markerede, at den var kommet for at blive, og for at give menneskene helt nye muligheder for at transportere sig, mødte man bl.a. en ung journalist ved navn Alfred Nervø, der var stærkt optaget af de sportslige muligheder benzinmotoren bød på.
Gennem deltagelse i forskellige motorløb, hvor orientering og den mekaniske pålidelighed sad i højsædet, søgte han at åbne folks øjne for, hvilket nyt vidunder menneskeheden havde frembragt, og i de år vakte et ganske almindeligt pålidelighedsløb berettiget opmærksomhed i befolkningen.
Efter nogle års forløb, hvor benzinmotorens udvikling bevirkede, at det at gennemføre et pålidelighedsløb ikke krævede nogen større sportslig indsats af mandskab og maskineri, fordi etaperne bl.a. var forholdsvis små, og de indlagte pauser mange, besluttede Alfred Nervø så i 1913, at han ville prøve at skabe noget helt nyt inden for motorsporten.
I samarbejde med sin arbejdsgiver “Politiken” arrangerede han i årene 1913, 1914 og 1915 de berømte Skagensløb. Det første løb blev virkelig en nyskabelse. Alfred Nervøs tanke var ud over at skabe et sportsligt løb i særklasse, at bevise over for menigmand, at specielt de små og forholdsvis billige motorer havde uanede muligheder. Der skulle startes i fire klasser med følgende inddeling:
Klasse 1 Motorcykler
Klasse 2 Motorcykler med sidevogn
Klasse 3 Trehjulede biler
Klasse 4 Firehjulede biler
Større biler med overlegen motorkraft måtte ikke deltage. På forespørgsel fra interesserede bilejere om tilladelse til at deltage i løbet, fastsattes, at biler i klasse fire skulle veje under 600 kg. Endvidere oprettedes en særklasse for små tosædede biler ”som benyttes af læger, dyrlæger og jordemødre”, men dog på betingelse af, at de ikke deltog i den almindelige præmiering.
Løbet, der var planlagt til at afvikles den 9-10.august 1913, var på ca. 1050 km. Starten gik på Frederiksberg Slot, og derefter gik turen over følgende byer: Roskilde, Ringsted, Sorø, Slagelse, Korsør (færge), Odense, Strib (færge), Vejle, Horsens, Skanderborg, Århus, Randers, Hobro, Ålborg, Sæby, Frederikshavn, Skagen og derefter samme tur tilbage til København.
Allerede ved bekendtgørelsen af ruten modtog Alfred Nervø flere klager over, at den var for let, men som han skriver, må det bero på folks manglende kendskab til vejenes beskaffenhed og fremhævede bl.a. strækningen fra Frederikshavn til Skagen.Denne bestod kun af et sandet hjulspor, der hvert år belagdes med lyng for at gøre den nogenlunde farbar. Men i 1913 var det desværre gået sådan, at lyngen var udlagt for sent, hvorfor den endnu ikke var fastkørt, så strækningen var om muligt værre end normalt. Med andre ord tilbagevistes klagerne af Alfred Nervø.
Reklametrommerne blev for alvor rørt for at skabe interesse for Skagensløbet, og der gik således næsten ikke en dag uden at arrangementet var omtalt i pressen. Deltagernes forventninger afspejlede sig tydeligt i en lille notits om, at adskillige havde bestilt nye motorcykler i udlandet, for at kunne deltage på sidste nye maskineri.
Publikums interesse var ikke mindre, hvilket resulterede i en del gaver i form af præmier. Ud over den af Politiken udsatte “Skagenpokalen” til en værdi af 500 kr. havde man bl.a. fra Rudge Withworth modtaget en “ærespræmie” samt adskillige præmier fra private, der ønskede at støtte den gode sag.
Ved tilmeldingsfristens udløb den 3.august 1913 havde i alt 72 indbetalt de krævede startpenge på 10 kr. og dermed bevist den store interesse, arrangementet havde vakt hos motorsportsfolk. De tilmeldte fordelte sig således på de fire klasser:
Klasse 1 Motorcykler 55 stk.
Klasse 2 Motorcykler med sidevogn 2 stk.
Klasse 3 Trehjulede biler 2 stk.
Klasse 4 Firehjulede bivejsbiler 13 stk.
Om aftenen den 8.august 1913 havde Alfred Nervø som noget nyt indkaldt deltagerne, for at man kunne gennemgå propositionerne. Starten skulle som tidligere nævnt gå fra Frederiksberg Slot næste morgen kl. 06.45. Kørerne blev inddelt i hold på 10 køretøjer, der skulle starte samtidig. Efter 2 minutters pause skulle yderligere et hold på 10 kørere starte, og så fremdeles.
Den højst tilladte hastighed efter loven var på fri vej 50 km i timen. Ved passage gennem byer og ved møde med andre køretøjer skulle farten sættes ned. Kørsel på biveje (Aalbæk – Skagen) samt natkørsel måtte ikke ske ved større hastighed end 15 km i timen. Løbet var et rent hastighedsløb, således at det gjaldt om at tilbagelægge distancen hurtigst muligt inden for lovens rammer. Idealtiden var udregnet til 34 timer og 20 minutter, idet der ikke var noget tvunget hvil i Skagen. Hvis man ville sove undervejs, måtte det ske ombord på færgerne.
Den 9. august om morgenen var der et liv uden lige omkring Frederiksberg Slot. Københavnere i tusindvis var tidligt på benene og stod i tætte rækker opmarcheret i begge sider af Roskildevej for at få et glimt af kørerne, når de susede af sted på vej mod Korsør. Inde i slotsgården smældede og bragede det af genlyd fra motorernes udstødning. Kl. 06.45 præcis affyrede direktør Falck startskuddet for de første 10 kørere. I det samme de svingede ud af slotsporten, forkyndte opstillede vagtposter på den første del af turen ved hornsignaler, at nu kom kørerne, i løbet af 10 minutter havde man fået startet alle holdene, 5 minutter hurtigere end beregnet.
Turen over Sjælland forløb glat, og næsten samtlige deltagere blev færget over Storebælt på samme båd, så endnu var der ingen spredning i feltet. På vej over Fyn begyndte de første uheld at ske, men disse var mere af trafikal art end teknisk. En af kørerne tørnede ind i et hus i et vejsving og måtte forbindes, inden han kunne fortsætte løbet. En anden kørte en lille pige ned, mens en af de deltagende biler kørte en cyklende dame ned. ”Damen blev kun væltet, men hun fik et nervechok, og blev derfor båret ind i Hotel Skjoldborg, hvor en læge tilkaldtes”, står der i et samtidigt avisreferat.
De forskellige uheld på Fyn skabte spredning i feltet, således at der var ca. 6 timers forskel på første og sidste kører, der blev færget over Lillebælt. Samtidig nåede adskillige af deltagerne at blive noteret af den lokale politimester i Strib for at have kørt mere end de tilladte 50 km i timen. De formastelige blev udelukkende fældet på politimesterens skøn, idet der ikke blev anvendt nogle hjælpemidler til at måle farten med.
Efter færgefarten fortsatte kørerne i et hæsblæsende tempo op gennem Østjylland. Ruten gik tværs gennem de store byers hovedgader, hvilket skabte adskillige farlige situationer. I Horsens blev således en gammel kone kørt ned af en af deltagerne, som uden betænkning fortsatte løbet uden at bekymre sig om konen. Næsten samme sted havnede en af kørerne i et vejtræ og måtte udgå, fordi maskinen var for medtaget efter mødet med træet.
Efter i alt ca. 8½ times kørsel nåede de første kørere Århus, og på dette tidspunkt var spredningen i feltet over 5 timer, således at de sidst ankomne opgav og udgik af løbet, idet de ikke mente at kunne gennemføre inden for den fastsatte tidsfrist.
Kl. 20.25 nåede første deltager, der kørte i en 8 HK Houlberg, Skagen og blev modtaget med stormende jubel. Men der var ikke tid til at hvile på laurbærrene, og efter at have slugt et par rå æg blev bilen vendt og af sted gik det mod København.
En halv time senere nåede første motorcykel, en 3½ HK Rudge Multi, Skagen, og nu gik det slag i slag. Fælles for alle kørerne var deres klager over vejen fra Albæk til Skagen. Den hullede og sandede vejstrækning på 20 km havde de hurtigste brugt 45 minutter til at tilbagelægge i dagslys, så hvordan ville det ikke gå nu hvor det var blevet mørkt?
I alt nåede 38 kørere ud ud af 72 startende rettidigt til Skagen, og disse fordelte sig på 12 biler og 26 motorcykler. At der havde været problemer undervejs kunne sidst ankomne snakke med om idet han siden Skanderborg havde haft 16 punkteringer, som sammenlagt havde givet ham en forsinkelse på 12 timer i forhold til hurtigste mand.
Turen tilbage gennem Jylland i mørke og med trætte kørere i sadlen bragte en mængde småuheld i form af deltagere, der kørte i grøften, men alligevel lykkedes det hurtigste mand i en 10 HK Wanderer at nå færgen i Snoghøj kl.8 om morgenen. Løbet havde på dette tidspunkt været i gang i 25 timer, uden at deltagerne havde haft nogle egentlige hvil.
Over Fyn og Sjælland udskilte den endelige vindergruppe sig således, at 12 kørere på slaget 17.20 kørte over målstregen på Frederiksberg Bakke. Alle disse gennemførte uden pointstab ved at tilbagelægge de ca. 1000 km på 34 timer og 20 minutter. Blandt de tolv vindere var kun 3 motorcykler, nemlig Chr. Walter på 3½ HK Indian, O. Bendixen på 6 HK Rudge Withworth og Erik Schønberg på 9 HK Indian. Alle tolv vindere fik således en andel i Skagenspokalen og dermed chancen for at vinde den til ejendom næste år.
Om aftenen var arrangøren vært for deltagerne ved en lille sammenkomst hos Wivel. Her fik de tolv vindere alle overrakt en erindringspræmie af forskellig karakter, og da kørerne skiltes efter sammenkomsten, var det for de flestes vedkommende med et ”på gensyn” til næste års Danske Motor Grand Prix.
Med den succes Skagensløbet eller som det også hed Det Danske Motor Grand Prix fik i 1913, var der ingen tvivl om, at forventningerne til løbet i 1914 var store. For at bøde lidt på den tekniske udvikling, der skete på motorcykelområdet mellem første og andet Skagensløb, forlængede arrangøren ruten med ca. 250 km, således at man på udturen fra Fredericia kørte over Kolding, Esbjerg, Varde, Ringkøbing, Holstebro, Viborg, Nibe, Ålborg, Løkken, Hjørring, Frederikshavn og til Skagen. Hjemturen gik ned langs østkysten som året før.
Som en væsentlig nyhed besluttede arrangøren Alfred Nervø, at der skulle være et obligatorisk 8 timers ophold i Skagen, noget han oprindelig var modstander af. I dagene 24.-26.juli 1914 afvikledes så det andet Skagensløb med i alt 104 deltagere, heriblandt en kvindelig. Motorcyklerne var opdelt i fire klasser med følgende deltagelse:
Klasse 1 Indtil 350 cc. 3 stk.
Klasse 2 350 – 500 cc. 33 stk.
Klasse 3 500 – 750 cc. 12 stk.
Klasse 4 Over 750 cc. 25 stk.
Det sidste Skagensløb afvikledes i dagene 31. juli – 1. august 1915 med 54 deltagende køretøjer, hvoraf kun 6 var biler. Løbet havde med andre ord udviklet sig til et motorcykelløb. Dette år var løbsruten afkortet med 175 km, og både ud- og hjemturen gik langs Jyllands østkyst. Den forholdsvis ringe deltagelse skal nok ses på baggrund af første verdenskrig, idet flere af deltagerne klagede over, at det kneb med at skaffe ordentlige dæk.
Af de 54 startende gennemførte 32 inden for den fastsatte tidsramme, og arrangøren mente dermed at hensigten med løbet var nået, idet man havde anskueliggjort, at selv små køretøjer havde en overordentlig stor brugsværdi. Samtidig skal det som et kuriosum nævnes, at løbet i 1915 for 54 deltagere kostede 10.000 kr. at afvikle. En ufattelig stor sum som nok også har været medvirkende til, at arrangøren har ment, at det var på tide at sige stop. Til sammenligning skal nævnes, at Skagensløbet i 1975 kostede ca. 30.000 kr. for 107 deltagere.
