Løbsreglement
1. Definition/Formål.
Ifølge Danmarks Veteran Motorcykleklubs love, skal klubben afholde løb, hvor medlemmerne kan mødes og køre på deres veteranmotorcykler. Dette løbsreglement er udfærdiget som en rettesnor for medlemmerne, men i lige så høj grad et hjælpemiddel for nuværende som kommende løbsledere.
2. Tilladelse.
Afholdes et DVM-arrangement som et løb, hvor der køres efter kort (orientering), og der samtidig skal køres på idealtider, skal der fremsendes ansøgning til politiet i den politikreds, hvorfra løbet starter, senest 1 måned før. Berører løbet flere landsdele, skal ansøgningen tilstiles Rigspolitiet 10 uger før arrangementet ønskes afholdt. Når der afholdes løb, arrangement, i DVM-regi for DVM-medlemmer, skal ovenstående ansøgning fremsendes, selv om det ikke er et generalforsamlingsbesluttet arrangement. Medlemmerne bør have den sikkerhed, at de deltager i et lovligt arrangeret løb. Hvis der anvendes kort, der kopieres efter Kort og Matrikelstyrelsens kort, skal der søges herom.
3. Tillægsregler.
Tillægsregler, der udsendes før løb, skal indeholde proportioner for løbet, det være sig: navn på løbsledelsen, tidspunkt for løbet, maskinkontrol, rutens hovedpunkter, klasseinddeling, pointberegning, deltagere, orientering om løbet, maskinernes udstyr, præmiering, protester, startgebyr, anmeldelse samt øvrig nødvendig orientering. Hvis arrangementet (løbet) afviger fra dette reglements retningslinier, skal det omtales i tillægsreglerne.
4. Deltagere.
I DVM’s løb kan alle medlemmer, der har betalt kontingent, deltage i følgende:
Skagenløb: motorcykler indregistreret eller beviseligt fremstillet før 31/12 1934.
Fladtankerløb:: motorcykler til og med 31/12 1927, samt remtrækkere til og med 31/12 1939.
Alle andre løb: motorcykler til og med 31/12 1939.
4A. Deltagerbegrænsning.
I løb med deltagerbegrænsning gælder følgende:
50 startpladser fordeles til de tilmeldte, der har de 50 laveste medlemsnumre blandt de tilmeldte.
De resterende pladser fordeles blandt de øvrige tilmeldte efter motorcyklernes alder. Der skal i DVM’s løb altid friholdes 10% af pladserne til udlændinge. Benyttes disse ikke, tildeles pladserne selvfølgeig DVM-medlemmer. I tilfælde af for mange anmeldelser til et løb, vil de yngste motorcykler få anmeldelsen retur.
5. Klasseinddeling.
For Skagenløbet er klasseinddelingen følgende:
Klasse 1. Alle remtrækkere. Alle 1-cylindrede motorcykler til og med 1920. Alle 2- og flercylindrede motorcykler indtil 500ccm til og med 1920. Alle motorcykler under 300ccm til og med 1925. Solo eller med observatør.
Klasse 2. Motorcykler til og med årgang 1929, der ikke er omfattet af klasse 1.
Klasse 3. Motorcykler fra 1930 til og med 1934.
Klasse 4. Motorcykler, med observatør, til og med 1934. Passager betragtes som observatør.
Klasse 5. Alle motorcykler med speedometer. Denne klasse skal køres med en anden gennemsnitsfart, end øvrige klasser. OBS! Ved deltagelse med speedometer uden for klasse 5, er køreren ansvarlig for afdækning af dette.
For Fladtankerløb er klasseinddelingen følgende:
Klasse 1: Remtrækkere og små eencylindrede under 400cc.
Klasse 2: Kæde og kardantrukne op til og med 1927.
6. Udrustning.
Veteranmotorcyklerne skal ved deltagelse i klubbens løb være så tæt på den originale stand, som det er muligt. Det vil sige, at motorcyklens hovedkomponenter – Forgaffel, Stel, Hjul, Motor samt Gearkasse – skal være fra den årgang, hvortil motorcyklen er registreret. Det tillades, at komponenter, der er identiske med de originale men produceret få år før eller efter motorcyklens registrerede produktionsdato, regnes for originale. De andre dele på motorcyklen skal være tidstypiske, og skal være malet, som det var tænkeligt, da den blev fremstillet. Det skal tilstræbes, at evt. sidevogn passer tidsmæssigt til den cykel, den er påmonteret. Der må ikke på kører, motorcykel eller sidevogn reklameres for andre end de firmaer, der er godkendt af løbsledelsen som sponsorer. Der må ikke på køretøjet forefindes nogen form for elektronisk eller mekanisk måleapparatur, udover hvad der var tilgængeligt på motorcyklens produktionstid. Det er deltager som skal sørge for dokumentation af at motorcyklen opfylder ovenstående, i tvivls tilfælde kommer det deltagen til gode, der efterfølgende fremskaffer fornøden dokumentation og fremsender den til veteraneksperten. Formålet med disse krav er, som nævnt i indledningen, at bevare de gamle motorcykler i så tæt på original stand det praktisk er muligt, samt derudover i DVM’s arrangementer at have mulighed for at udelukke nyproducerede rene kopiprodukter eller fantasimotorcykler, der aldrig har eksisteret men blot er sammensat af komponenter fra forskellige veteranmotorcykler.
7. Startgebyr.
Startgebyr indbetales før arrangementet, ifølge tillægsreglerne. I ekstraordinære tilfælde kan løbsledelsen bevillige tilbagebetaling. Hvis startgebyret ikke er betalt rettidigt, kan løbsledelsen returnere anmeldelsen.
8. Anmeldelse.
Anmeldelse eller en kopi fremsendes til løbsledelsen inden udløbet af den termin, der står i tillægsreglerne. Anmeldelsen skal være korrekt udfyldt: i modsat fald bliver den returneret.
9. Slutinstruktion.
Slutinstruktion skal indeholde de ændringer eller tilføjelser, der måtte være til løbet, siden tillægsreglerne blev udfærdiget. Derudover skal den indeholde telefonnummer til løbsledelse under løbet.
10. Maskinkontrol.
Før løbet skal man stille til maskinkontrol, medbringende motorcykel, gyldigt førerbevis, godkendt styrthjelm samt evt. synsattest, hvis der køres på prøveplader. Der må kun deltages på lovligt registrerede eller synede motorcykler. Det er deltageren, der er ansvarlig for at komme til maskinkontrol, da man ellers nægtes starttilladelse. Stiller man til maskinkontrol med en maskine der ikke opfylder kravene i §6, udelukkes man fra løbet.
11. Afviklingsregler.
Der startes i numerisk orden. Startnummer gives efter cyklens alder, dog kan en ældre motorcykel tildeles et højere startnummer, hvis deltageren ønsker at følges med en kammerat/ægtefælle, som kører på en nyere cykel. Hvis man ikke er ved startstedet til sin starttid, må man vente til der er plads eller starte sidst. Kontrolstederne bliver inddraget, når opsamlervognen kommer, dog tidligst 30 minutter efter at sidste deltager skulle have været fremme. Det er tilladt fører og observatør at bytte plads under løbet, hvis der ved maskinkontrollen har været fremvist gyldigt kørekort for begge deltagere, og begge ligeledes er medlemmer af DVM. Møder man til start på en anden cykel, end man har tilmeldt sig på, vil man, hvis den er af samme eller ældre årgang, starte med det startnummer man er tildelt. Kommer man på en motorcykel, der er af nyere årgang, starter man til sidst eller på en tom plads, hvor cyklen passer årgangsmæssigt. Man kan dog starte på samme plads, som man er tildelt ved at fravælge kontrolkortet. Hvis der skiftes motorcykel under løbet, inddrages kontrolkortet.
12. Ruten.
Ruten afsættes på kort, normalt med ringe med åbning i. Der skal altid køres ind gennem ringens åbning første gang, ringen mødes, og der skal køres den korteste vej fra ring til ring. Hvis gældende rute ikke er mindst 10% kortere end alternative ruter, skal gældende rute anføres. Ringene skal nummereres fortløbende for at anføre rutens forløb, men ringene har ikke noget med eventuelle poster at gøre. I alle DVM`s officielle løb anvendes kortmateriale fra Kort og Matrikelstyrelsen. Der må ikke i det anvendte kortmateriale foretages udraderinger af veje, som ligger i nær forbindelse med ruten; hermed menes tilstødende/afgrenende veje. Det skal påføres på rutekort, hvilket målestokforhold der anvendes.
13.Kontrolkort.
Kontrolkort udleveres ved start med påført starttidspunkt. Rute- og tidskontroller indføres i kontrolkortet i den rækkefølge de passeres. Kontrollen skal altid indføres i første tomme rubrik. Rutekontroller er som regel stempel/klippetænger. Tidskontroller er bemandede, og her påføres kortet tidspunkt for ankomst, men deltagerne er selv ansvarlige for, at kortet føres korrekt. Kontrollerne skal påføres i den rigtige rækkefølge, da de ellers kendes ugyldige. Kontrolkortet er grundlaget for udregning af strafpoints, og skal derfor behandles med omhu.
14. Etaper.
Transportetaper afvikles med en gennemsnitsfart på højst 40 km./t. Etapen slutter med en åben tidskontrol, hvor der kun gives strafpoints ved for sen ankomst. Den aktuelle gennemsnitshastighed skal altid oplyses på rutekortet. Etaperne køres på større vejnet, hvor orienteringen er let, og det er muligt at holde gennemsnitsfarten. Orienteringsetaper køres med en gennemsnitsfart på 24-36km./t., alt efter hvad der bliver opgivet. På disse etaper er der både rute- og hemmelige tidskontroller. Etapen slutter med en åben tidskontrol. Ved etapeskift er der altid åben tidskontrol.
15. Kontrolsteder.
Kontrolsteder er markeret med en fane i hver vejside. Åben tidskontrol = Gul Hemmelig tidskontrol = Gul/Blå Rutekontrol = Blå bund/Gul stribe rutekontroller er ubemandede. Her vil der i højre vejside være et stempel/klippetang, der påføres kontrolkortets første tomme linie. Hemmelige tidskontroller er bemandede, og man får påført den aktuelle tid i sit kontrolkort samt officials initialer. Der kan vælges 1 minut til hver side af den aktuelle tid. Åben tidskontrol er bemandet. Der påføres den aktuelle tid samt officials initialer på kontrolkortet. Der kan afventes idealtid. Ved mål afleveres kontrolkortet.
Hvis man som deltager visuelt ser en hemmelig tidskontrol, eller den er nærmere end 100 meter, skal posten gennemføres uden ophold. Dette betyder, at man ikke kan køre. Sådan at man ser en hemmelig tidskontrol, for så og stoppe op og afvente tiden. Hvis kontrollen ser, at deltagere afventer eller stopper op, foran en hemmelig tidskontrol, skal de ikke skrive klokkeslættet i kontrolkortet, men sætte en horisontal streg samt signere. Dette giver samme starfpoint som manglende tidskontrol på 100 strafpoint.
16. Strafpoint.
Ved for sen ankomst (kørt for langsomt) til en tidskontrol, gives der 1 strafpoint pr. minut. På transportetaper gives der kun strafpoints ved for sen ankomst. Ved for tidlig ankomst (kørt for hurtigt) til en tidskontrol, gives der 5 strafpoint pr. minut. Manglende rutekontrol = 50 strafpoint. Manglende tidskontrol = 100 strafpoint. Fejl ankomstretning til en tidskontrol = 50 strafpoint. Tab af kontrolkort = 500 strafpoint. Manglende afdækning af speedometer = 500 strafpoint. For Skagenløbet: Hvis man udgår på en dagsetape eller mister sit kontrolkort, tildeles man 500 strafpoint, som der tælles videre på næste dag. Alle deltagere skal personligt aflevere kontrolkortet ved dagens mål.
17. Tidsberegning.
Udregning af antal strafpoint foretages fra tidskontrol til tidskontrol. Det vil sige, at der ikke er mulighed for at køre tabt tid ind. Idealtiden er den tid det tager at køre afstanden mellem to tidskontroller med den opgivne gennemsnitsfart. Idealtiden til en åben tidskontrol regnes altid fra den nærmest foregående tidskontrol, også selv om denne er en hemmelig tidskontrol.
18. Ordensregler.
Deltagerne skal efterkomme en officials anvisninger, og til enhver tid overholde færdselslovens bestemmelser, samt rette sig efter politiets henvisninger.
19. Præmiering.
Der udsættes 1.-2.-3. præmier i hver klasse. I klasse med observatør, klasse 4, skal der være præmie af samme størrelse til observatøren. I klasse 5 vil en evt. observatørpræmie blive eftersendt.
20. Protester.
Protest over løbets afvikling eller officialsafgørelser, skal indgives senest 30 minutter efter påført ankomsttid ved dagsetapens mål. For at give deltagerne mulighed for at kontrollere sig selv og løbet, vil der ved dagsetapens mål være ophængt kort, skitse eller skema med de beregnede etapers længde samt idealtider. Protest over resultatberegningen, som danner grundlag for uddeling af præmier i det pågældende løb, skal indgives senest 30 minutter efter kontrolkortets offentliggørelse. Det vil blive tydeligt bekendtgjort, hvor kontrolkortene offentliggøres. Kontrolkortene udleveres, om muligt, 1 time før aftenspisning/afslutningsfest. Der vil på stedet være anført et tidspunkt, som tillagt 30 minutter viser protesttidens udløb. Protestgebyr. I begge tilfælde skal protesten indgives skriftligt til løbsledelsen, medfølgende 100kr., der tilbagebetales, hvis protesten tages til følge.