Tilmelding til Fladtankerløb 2019

kr. 250,00

Det er hermed en fornøjelse at invitere til Fladtankerløbet 2019, som i år køres i det sydøstlige Danmark.

Nærmere bestemt på Møn, hvor ruten vil tage jer ud på en smuk tur, til de flotteste udsigter på den dejlige ø og med garanti for havudsigt – Ruten bliver på ca. 115 km.

I er velkomne til at kontakte os med evt. spørgsmål på:
ajsdkw@gmail.com eller telefon 40 28 36 48 (Lars)
eller
21 60 09 21 (Arki).

Vi glæder os til nogle hyggelige dage på Møn.
Med venlig hilsen
Arki og Lars

Praktisk info -> se nederst på siden
Tilmelding lukker 7. juni.


Vigtigt: Ønsker du/I at følges som en gruppe
1. Vælg en fra gruppen som laver jeres tilmelding
2. Han tilføjer hver enkelt deltager til “kurven”
3. Han foretager én samlet tilmelding og betaling der gælder for hele gruppe
Du kan ser her hvordan “kurven” skal se ud, inden du betaler for alle (eksemplet er med 3 som skal følges)

Det nytter ikke at skrive i bemærknings feltet: “jeg ønsker at følges med ….” – det kan vi simpelthen ikke styre

Ikke på lager

Beskrivelse

Deltagere:
Motorcykler produceret til og med 1927 samt remtrækkere til og med 1939 kan stille op til start.

Sted:
Keldby camping,
Pollerupvej 3,
Keldby,
4780 Stege.

Keldby Camping danner rammen om årets Fladtankerløb. Her vil der være start og mål for løbet. Der bliver opstillet et festtelt, hvor spisning m.v vil foregå.

Overnatning:
Alle booker selv indkvartering.
Der er mulighed for at leje hytter på campingpladsen og det foregår efter først til mølleprincippet. Kontakt campingpladsen direkte. OBS: Vi har forhåndsreserveret et antal hytter indtil 17/4 – herefter vil de blive udlejet til anden side.
Sig at det er vedrørende Fladtanker2019 når i bestiller hytter.

Se mere om campingpladsen på:
www.Keldbycampingmoen.dk eller kontakt på tlf.: (+45) 41 16 93 03, eller mail: keldby@campingmoen.dk.
Der findes også andre overnatningsmuligheder, som ligger i umiddelbar nærhed af Keldby camping bl.a. Hotel Præstekilde i gå afstand samt flere B&B rundt om på øen.

Program:
Fredag
Kl. 16:00 – 18:00 Maskinkontrol
Kl. 18:30 – 20:00 Grillen tændes
Der er fælles grill og det vil være muligt at tilkøbe grillpakke, bestilles ved tilmelding.
Fælles spisning og hygge i teltet fra kl. 18.30.

Lørdag:
Maskinkontrol fra kl. 7.30 – 9.00.
Morgenmad kl 7.15 – 8.45.
Slutinstruktion kl. 9.15 ved startområdet.
Kl 9.30 sender vi de første køretøjer ud på ruten – der starter 2 køretøjer i minuttet.
På ruten skal I holde øjne og ører åbne så I dels kan nyde det flotte landskab og da der kan forekomme spørgsmål om noget af det I har set;-)
Ruten køres som en sløjfe, så I får set mest muligt af den skønne ø, som både byder på sving, bakker grønne skove og ikke mindst havudsigt. Der vil være indlagt frokost undervejs på ruten samt et besøg på Samlermuseet Thorsvang. Herudover bliver der også tid til en enkelt mindre pause eller to. Efter en forhåbentlig vellykket tur mødes vi igen på campingpladsen, hvor der er tid til afslapning, fortælle røverhistorier og måske et bad inden fest i teltet med grillmenu kl. 19.00.

Søndag:
Er der morgenmad fra 8.00 til 9.00, for dem der har valgt det.
Jan Lund Jørgensen har tilbudt at I herefter kan aflægge et besøg på magasinerne tilhørende Danmarks Motorcykelmuseum i Stubbekøbing og måske høre lidt om hvad der sker på museet. Der vil være åbent fra ca. kl. 10-12, nærmere herom i slutinstruktionen. Benyt evt. også lejligheden til at besøge museet efterfølgende.

Tilmelding og betaling:
Tilmelding og betaling sker via DVM Shoppen senest 7. juni. 2019.
Deltagergebyret dækker: Kaffe og morgenmad, frokost, adgang på samlermuseet og grillmenu lørdag. Der er mulighed for at tilkøbe aftensmad fredag og morgenmad søndag.

Drikkevarer alle dage er for egen regning og kan købes til rimelige priser (ca 75 kr for en flaske vin) på campingpladsen.

 

Praktisk info:
Løbet skal køres efter tegnrute og der vil traditionen tro også være en alternativ konkurrence. Rallyplade udleveres ved start, deltagerliste og anden information udsendes på mail.
Protester modtages ikke.
Løbet gennemføres med fokus på hygge og godt samvær. Deltagelse er på eget ansvar og risiko. Der vil være mulighed for transport tilbage til campingpladsen, ved evt. havari. I er selv ansvarlige for fastspænding, og vi tager ikke noget ansvar herfor.

HUSK GULE KØREVESTE – KØR forsigtigt og pas på jer selv og hinanden .

 

Se evt. filmen “Det skønne Møn” fra 1941.

Tilmelding til Fladtankerløb 2019